Her finder i relevante informationer og generelle spørgsmål angående de forskellige afdelinger. Der er informationer opdelt i Vuggestuen, Udflytterbørnehaven Troldehøj og Bybørnehaven. Har i flere spørgsmål er I altid velkommen til at kontakte os.
Velkommen til vuggestuen
Bydelen består af tre vuggestuestuer med hver 12 børn i alderen 0 til 2,10 år Stuerne hedder Rubinen, Opalen og Månestenen.
Vores dejlige lokaler på Stengade byder på spændende læringsmiljøer målrettet alle børns maksimale trivsel, udvikling og læring. Inklusion, børnemiljøvurderinger og fokus på nærvær og fordybelse er nogle af vores vigtigste fokuspunkter, når vi indretter nye læringsmiljøer.
Børnene er aktive medskabere og vi søger for at der er miljøer, der støtter op omkring både stille leg og mere fysisk aktivitet. Vi har indrettet små læringsmiljøer tilpasset både de små og de store vuggestuebørn og vi har høje borde og høje stole til de yngste børn og lave borde og taburetter til de ældste børn.
Endelig har vi Nørrebros dejligste legeplads med masser af spændende og udfordrende læringsmiljøer, hvor en del af legepladsen er særligt målrettet vuggestuebørn. Vi er ude hver dag og bruger aktivt legepladsen til mange spændende aktiviteter.
Opstart i vuggestuen
Vi glæder os til at jeres barn skal starte i vores vuggestueafdeling og vi vil gøre alt hvad vi kan for at opstarten kommer til at gå rigtig fint. Det kan være en stor omvæltning for både barn og forældre og der er mange nye ting at forholde sig til, når man er ny. Det er helt naturligt at reagere og vi møder jeres barn lige der, hvor det er i sin udvikling.
Nogle sover mange lure og andre er lige begyndt at spise fast føde og har brug for lidt sutteflaske. Hos os er der plads til alle børn og vi prioriterer, at jeres barn og I møder nærværende, engagerede og omsorgsfulde voksne. Vi anbefaler at jeres barn får nogle korte dage til at starte med, så er det nemmere at have overskud til alt det nye. I er velkommen til at tage en puttebamse, sut eller yndlingsklud med. Alle børn under 2 år sover ude i vores krybberum hele året og alle børn over 2 år sover inde på madrasser.
Nogle af vores store vuggestuebørn vokser fra at sove og de hygger sig med børnehavebørnene ude på legepladsen eller på stuen, når det er sovetid efter frokost.
Praktiske oplysninger
Husk at skrive navn i jeres barns tøj, sko og på evt. sut/bamser, så kan vi bedre hjælpes ad med at holde styr på tingene. Spørg gerne personalet hvilket tøj der er nødvendigt lige nu, for vi er ude i alt slags vejr. Alle børn har deres egen garderobe og en kurv til skiftetøj på badeværelset og vi anbefaler tøj og sko, som børnene selv kan hjælpe til med, at tage af og på. Bleer sørger vi for.
Om sommeren skal børnene have solcreme på hjemmefra om morgenen, og vi giver så på igen i løbet af dagen.
Fødselsdag fejrer vi her i vuggestuen, og et par dage inden dagen, vælger jeres barn sammen med vores køkkenmedarbejdere hvad der skal deles ud på stuen. Maria vores køkkenmedarbejder, har lavet en bog med billeder af lækkert sundt fødselsdagsguf, tilpasset helt små børn, fødselsdagsbarnet kan vælge imellem.
Vores dagligdag på stuerne
Dagen starter i Pavillonen, hvor der hver morgen mellem 7.00-8.00 er opsamling og eventuelt morgenmad.
Omkring kl. 8 går vi på stuerne og ca. kl. 9 spiser vi formiddagsmad og holder morgensamling.
Klokken 9.30 starter de strukturerede aktiviteter, hvor vi arbejder i mindre grupper med aktiviteter tilpasset børnenes alder og udvikling.
Klokken 11 spiser vi frokost, hvorefter de børn der skal sove middagslur puttes. Kl. 14 spiser vi eftermiddagsmad. Der hænger en madplan i pavillonen, så I som forældre kan følge med i, hvilke retter der bliver serveret.
Sove - og sygdomspolitik
Vi gør vores allerbedste for at sikre dit barn den bedste søvn. I tæt samarbejde med jer forældre vurderer/justerer vi i fællesskab i forhold til jeres barns sovetid.
Er jeres barn ikke helt frisk, forventer vi at I bliver hjemme. Når man kommer i vuggestue, skal man være frisk til at deltage i aktiviteter og ture og det er svært, og et barn der ikke er frisk, har det bedst hos mor og far. Får jeres barn det dårligt i løbet af dagen, ringer vi til jer forældre.
Samarbejde
Vi glæder os til et rigtig godt samarbejde med jer. I er altid velkommen til at ringe, hvis afskeden om morgenen har været svær, give besked hvis jeres barn har sovet dårligt/er bekymret eller hvis der er noget I undrer jer over.
Vi afholder en samtale om barnets start i vuggestuen efter ca. 3 måneder, og derudover kan der afholdes samtaler efter behov.
Derudover vil vi altid gerne fortælle jer, hvordan det går med jeres barn, så kom endelig til os når i afleverer og henter, et godt forældresamarbejde er vigtigt for os og vi foretrækker at tale med jer ansigt-til-ansigt.
Velkommen til børnehaven i udflytterdelen - Troldehøj
Udflytterbørnehaven ” Troldehøjen” blev oprettet i 1993 med opsamlingsbase på Indre Nørrebro. Huset ”Stockholmsgave” deler vi med to andre institutioner fra henholdsvis Ydre Nørrebro og Indre By. Det betyder, at der dagligt i alt er tilknyttet 176 børn til stedet.
Børnehaverne er dog lokalemæssigt adskilte, og den kæmpestore have/legeplads er også opdelt af naturhegn i tre områder, tilknyttet hver børnehave, så det bliver overskueligt for børnene. Huset er bygget i 1948 som børneobservationshjem, og er en gave fra Stockholms kommune til Københavns kommune. Stedet er fredet og må kun anvendes til børneformål.
Forskellen mellem udflytter- og skovbørnehave
En udflytterbørnehave er en institution, der ligger uden for byen. Dit barn bliver kørt i bus frem og tilbage til udflytterbørnehaven, der ligger i rare omgivelser med masser af frisk luft. Derfor er en udflytterbørnehaven en almindelig børnehave m.h.t. lokaleforhold og indendørs legemuligheder, blot tilført rigtig gode udefaciliteter, i forhold til børnehaverne, der ligger inde i byen.
En skovbørnehave har typisk mere begrænsede inde faciliteter, end vi har, og børnene tilbringer næsten al tiden udenfor uanset vejret.
Man kan derfor sige, at vores børnehave har optimale rammer for både indendørs og udendørs aktiviteter, for både stillesiddende og mere fysisk udfordrende og pladskrævende aktiviteter.
Om Troldehøj
Troldehøj består af 3 børnehavestuer: Elverstuen, Nissestuen og Troldestuen og er normeret til i alt 66 børn.
Morgen og eftermiddag holder vi til på Stengade 33, hvor vi nyder at tilbringe tiden sammen med børnene fra institutionens bydel.
Resten af dagen holder vi til i Stockholmsgave i Lyngby, der inspirerer til et liv under åben himmel. En stor del af vores have/legeplads er skov med huler, klatretræer, frugttræer og et dejligt nyt naturværksted. Vi sår i vores køkkenhave om foråret og nyder at høste, sylte og tilberede råvarer om efteråret.
Omkring institutionen ligger der store smukke skovarealer, bl.a. Ermelunden og Dyrehaven. Selve legepladsen støder op til et engområde, vi er 5 min. gang fra skovsøer og vi har gode kælkebakker, som bruges flittigt, når sneen ligger over landet. Alt i alt ideelle omgivelser for udendørsoplevelser både gennem ture og leg.
Opstart
Inden barnet starter, er forældre og barn altid velkommen til et lille ”forbesøg” i Stockholmsgave. I vil ligeledes blive kontaktet per telefon af institutionen inden start, hvor vi vil introducere indkøringsplanen og andre gode råd i forbindelse med opstart, således jeres barn for den bedst mulige opstart i Troldehøj.
Der vil på barnets nye stue blive udpeget en kontaktperson, der er ansvarlig for indkøringen af jeres barn. Hvem det er, bliver fortalt på barnets første dag.
Det kan være overvældende for både forældre og børn at starte i børnehave med nye rutiner, hvorfor det er vigtigt, at forældrene er med under indkøringen. Her lærer I børnehavens dagligdag at kende og kan få svar på de fleste spørgsmål.
I kender jeres barn bedst, vi har derfor brug for jer til at oversætte jeres barn signaler, specielt i starten. Tøv derfor ikke med at tage fat i os, så vi kan hjælpe jeres barn bedst muligt.
Når man starter i børnehave, kan man stadig have brug for sin sut eller en middagslur og barnet er måske ikke renlig endnu, dette er ikke en forudsætning for at gå i børnehave. Vi tager udgangspunkt i barnets behov og har barnet en bamse eller nusseklud som kan give tryghed her i starten, så tag den gerne med.
Aflevering: Børnene skal afleveres ved bussen inden kl. 8.25. Forældre må ikke gå med op i bussen, undtaget under indkøringen. Kommer man for sent til bussen, må man aflevere i Troldehøj (bus 150S går næsten til døren).
Afhentning: Børnene kaldes frem til busdøren, hvis deres forældre står klar til at hente. De børn der ikke bliver hentet ved bussen, går med personalet ind til pavillonen/legepladsen, hvor de kan hentes frem til institutionen lukker.
Husk at give os besked, hvis det er en anden end jer der hente. Vi må ikke udlevere barnet til andre, uden forudgående aftale. Bliver I forhindret i at hente inden kl. 17, skal I ringe hurtigst muligt, så vi kan forberede barnet.
Den daglige rytme i Troldehøjen
7.00: Vi åbner i pavillonen sammen med hjemmedelen. Her er der tid til lidt morgenmad og der vil altid være personale fra både hjemmedelen og udflytterdelen tilstede. Afleverer man i pavillonen skal man selv tjekke barnet ind.
8.15: Børn og personale går ud til bussen. Børn der er afleveret i pavillonen går først op i bussen.
8.25: Busdørene lukkes og dørene åbnes ikke igen, for børn der er forsinkede. Dette grundet de børn der sidder i bussen, så de ikke venter længere end nødvendigt.
Personalet spænder alle børn fast og børnene tælles.
8.30 Bussen kører op til børnehaven og ankommer ca. 8.50 til Troldehøj.
9.00 Morgensamling på stuerne – her er der et let formiddagsmåltid.
9.30-11.30 Forskellige aktiviteter – aktiviteterne planlægges på forhånd. Der arbejdes i aldersinddelte grupper i løbet af ugen, men der er også aktiviteter for alle.
11.30 Frokost – se madplanen på AULA. Vores madprofil kan ses AULA og på hjemmesiden.
12.30- 14.00 Børnene er som oftest på legepladsen, hvis man har behov, kan man få en middagslur. Personalet afvikler deres pauser og planlægger aktiviteter i dette tidsrum.
14.15 Eftermiddagsmad.
15.00 Personale og børn pakker sammen og rydder op.
15.15 Bussen ankommer og alle børn og personale går i bussen.
16.00 Ankomst til Stengade.
17.00 Børnehaven lukker. Alle børn skal have forladt institutionen senest kl. 17.00
Kommunikation med personalet og ledelsen
I er altid velkomne til at hive fat I os, hvis I har spørgsmål eller bare brug for en snak om jeres barns dagligdag. Af hensyn til sikkerheden ved bussen, må der dog kun gives korte beskeder ved opsamling og ankomst. Hvis I har behov for en hverdagssnak med personalet om jeres barn, så gå med ind til pavillonen/legepladsen eller aflever inden 8, hvor personalet har bedre tid.
Ca. 4 måneder efter start, vil vi gerne invitere jer til en samtale om hvordan det går med jeres barn. Tag fat i personalet på barnets stue, hvis vi glemmer at indkalde til den.
Vi stræber efter løbende at udsende korte dagbogs-notater i AULA omkring vores dagligdag. Men da børnene er det vigtige, gøres dette kun når tiden er til det.
Velkommen til børnehaven i byen
Børnehaven i byen består af to stuer med hver ca. 23 børn i alderen 3 til 6 år. Den ene stue hedder Ravklumpen, den anden stue hedder Krystallen.
Vores dejlige lokaler på Stengade byder på spændende læringsmiljøer målrettet alle børns maksimale trivsel, udvikling og læring. Inklusion, børnemiljøvurderinger og fokus på nærvær og fordybelse er nogle af vores vigtigste fokuspunkter, når vi indretter nye læringsmiljøer.
Børnene er aktive medskabere og vi søger for at der er miljøer, der støtter op omkring både stille leg og mere fysisk aktivitet. Vi har indrettet små læringsmiljøer tilpasset både de små og de store vuggestuebørn og vi har høje borde og høje stole til de yngste børn og lave borde og taburetter til de ældste børn.
Endelig har vi Nørrebros dejligste legeplads med masser af spændende og udfordrende læringsmiljøer. Vi er ude hver dag og bruger aktivt legepladsen til mange spændende aktiviteter.
Opstart i børnehaven
Vi glæder os til, at jeres barn skal starte i vores børnehaveafdeling og vi vil gøre alt hvad vi kan for, at opstarten kommer til at gå rigtig fint. Det kan være en stor omvæltning og der er mange nye ting at forholde sig til, når man er ny. Det er helt naturligt at reagere og vi møder jeres barn lige der, hvor det er i sin udvikling. Vi prioriterer at jeres barn og I møder nærværende, engagerede og omsorgsfulde voksne.
Vi anbefaler at jeres barn får nogle korte dage til at starte med, så er det nemmere at have overskud til alt det nye. I er velkommen til at tage en bamse med, men ellers er vores erfaring, at det er bedst at lade legetøjet blive hjemme. Vi har legetøjsdage om fredagen, hvilket børnene ofte glæder sig til.
Praktiske oplysninger
Husk at skrive navn i jeres barns tøj, sko og på bamse, så kan vi bedre hjælpes ad med at holde styr på tingene. Spørg gerne personalet hvilket tøj der er nødvendigt lige nu, for vi ude i alt slags vejr. Alle børn har deres egen garderobe og kasse på badeværelset til skiftetøj og vi anbefaler tøj og sko, som børnene selv kan tage af og på.
Om sommeren skal I selv smøre jeres barn ind i solcreme hjemmefra og så smører vi børnene ind igen ved frokosttid. Hvis jeres barn stadig bruger ble, skal I selv have bleer med, når barnet overgår til børnehavetakst.
Fødselsdag fejrer vi selvfølgelig her i børnehaven, og et par dage inden dagen, vælger jeres barn sammen med vores køkkenmedarbejdere hvad der skal deles ud på stuen. Maria, vores køkkenmedarbejder, har lavet en bog med billeder af lækkert sundt fødselsdagsguf fødselsdagsbarnet kan vælge imellem til uddeling på stuen.
Vores dagligdag på stuerne
Dagen starter i Pavillonen, hvor der hver morgen mellem 7.00-8.00 er opsamling og eventuelt morgenmad.
Omkring kl. 8 går vi på stuerne og ca. kl. 9 spiser vi formiddagsmad og holder morgensamling.
Klokken 9.30 går de strukturerede aktiviteter, hvor vi arbejder i mindre grupper med aktiviteter tilpasset børnenes alder og udvikling.
Klokken 11 spiser vi frokost, hvorefter de børn der skal sove middagslur puttes, vi andre er på stuen eller legepladsen. Kl. 14 spiser vi eftermiddagsmad. Der hænger en madplan i pavillonen, så I som forældre kan følge med i, hvilke retter der bliver serveret.
Sygdomspolitik
Er jeres barn ikke helt frisk, forventer vi at I bliver hjemme. Når man kommer i børnehave, skal man være frisk til at deltage i aktiviteter og ture og det er svært, hvis man ikke er helt frisk. Får jeres barn det dårligt i løbet af dagen, ringer vi til jer forældre.
Samarbejde
Vi glæder os til et rigtig godt samarbejde med jer. I er altid velkommen til at ringe, hvis afskeden om morgenen har været svær, give besked hvis jeres barn har sovet dårligt/er bekymret eller hvis der er noget I undrer jer over.
Derudover vil vi altid gerne fortælle jer, hvordan det går med jeres barn, så kom endelig til os når i afleverer og henter, et godt forældresamarbejde er vigtigt for os og vi foretrækker at tale med jer ansigt-til-ansigt.