Det gode forældresamarbejde er vigtigt for os. Vi ser jeres barns trivsel som et samarbejde, vi er fælles om. Det er vigtigt for os, at jeres barn trives både derhjemme og her i Joanna, og det samarbejder vi om at sikre.
En stor del af dialogen foregår, når I afleverer og henter. For forældre til børn i børnehaven, som ofte afleverer og henter ved bussen, kan det være svært at nå at tale sammen hver dag. I er derfor altid velkomne til at ringe eller skrive til os og høre, om en medarbejder kan blive lidt ekstra ved bussen, så vi kan nå at have en snak, når der er behov.
Vi lægger løbende billeder og fortællinger fra børnenes hverdag ud på vores forældreintra Aula, så I forældre kan følge med i, hvad jeres barn laver, mens det er her hos os.
Forældresamtaler og forældremøder
Vi har nogle faste forældresamtaler, som vi tilbyder jer i den tid, jeres barn har sin hverdag her i Joanna. Vi holder en trivselssamtale 3-4 måneder efter, jeres barn er startet i både vuggestuen og børnehaven, hvor vi taler om, hvordan barnet er faldet til, og om der er noget, vi skal justere på.
I børnehaven, hvor der er mindre dialog, når I afleverer og henter, inviterer vi til en trivselssamtale hvert forår, hvor vi kan tale om, hvordan jeres barn trives og udvikler sig.
Og så holder vi selvfølgelig samtaler, hvis enten I eller vi synes, der er behov for det.
Vi har fælles forældremøde for alle forældre hvert efterår. Her fortæller vi både om, hvad der rører sig i hele huset og på de forskellige stuer.
Forældreråd
Forældrerådet har indflydelse på børnenes hverdag i institutionen. Det er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.
I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, der ligger til grund for den pædagogik og de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om her i Joanna. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet holder møder 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.
Forældrebestyrelse
I klyngen er der en forældrebestyrelse, som består af en forældrerepræsentant fra hver institution i klyngen samt personalerepræsentanter og klyngelederen. Forældrerepræsentanterne bliver valgt blandt medlemmerne i institutionernes forældreråd.
Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institution og hjemmet. Forældrebestyrelsen holder møde 6 gange om året.