Vi har forskellige traditioner i løbet af året, hvor vi gør lidt særligt ud af hverdagen, og indimellem inviterer vi også børnenes familier på besøg.
Vores traditioner
Vi holder fastelavn hvert år med udklædning og katten af tønden.
I løbet af foråret har vi planteuge i vuggestuen - her har alle børn en plante med hjemmefra, som vi planter sammen med dem på vores legeplads og efterfølgende vander og passer.
I børnehaven holder vi en afslutningsceremoni hvert forår for de børn, som skal videre i skole. Børnene laver deres eget totem, som de snitter i træ og pynter med ting, vi finder i naturen. De gennemgår en naturprøve, hvor de bliver testet i nogle af de ting, de har lært om naturen gennem deres tid i udflytterbørnehaven - og alle består selvfølgelig og bliver sendt godt videre.
I december holder vi julefest i begge huse, hvor vi inviterer forældre og søskende med til en hyggelig eftermiddag, og de kommende skolebørn går luciaoptog.
I vuggestuen inviterer vi på forældrekaffe et par gange om året, hvor I kan møde de andre forældre og jeres børns kammerater.
I børnehaven har vi arbejdsdag 1-2 gange om året, hvor vi laver små projekter og sætter udflytteren i stand - det er også en god anledning til at mødes med de andre forældre.